Maj 2012
Unik pink diamantring
  Hartmann's har fremstillet en moderne 3-stens-ring med en sjælden, fancy deep pink diamant. Den er akkompagneret af to hvide brillanter. Designet er unikt, og alle detaljerne er gennemtænkt og kælet for.

Ringen er tegnet i samarbejde med guldsmed Jochen NeustŠdter og Brian Mouritsen. Den er tænkt som en ring, der skal bæres til hverdag. Gennem den lange designproces har der været fokus på, at ringen taler til sanserne. Det skal være en fornøjelse at røre ved det ædle metal og gå på opdagelse i overfladen.

Ringskinnen er ofte et overset element, men med denne ring er den gjort til en vigtig, integreret del af smykket. Den er rund og blød udvendig. Strukturen på indersiden står i kontrast hertil og giver ringen sit særegne udtryk. Som en naturlig fortsættelse af ringskinnen vokser fatningerne ud af guldet og holder nænsomt de sjældne diamanter fast.
Faconen på ringskinnen er dog ikke kun designet til at tale til sanserne, den gør også at ringen ikke drejer på fingeren.

Det tager lang tid at bygge en unik ring op fra bunden, men resultatet er så opsigtsvækkende, at det taler for sig selv. Vi har forsøgt at fange stemningen fra arbejdstegning til færdig ring i en række udvalgte billeder, som smukt illustrerer arbejdsprocessen.

Centerstenen er en rund 0,51 ct. exceptionel fancy deep pink diamant fra den australske Argyle mine. Stenen er en såkaldt "tender sten". Denne betegnelse tilfalder årligt kun 40-60 pink diamanter, der besidder en så intens smuk farve, at de kan gå for at være blandt de smukkeste diamanter på jorden. Den pink diamant flankeres af to runde 0,40 ct. River/VVS brillanter i fineste slibekvalitet.

Vi er stolte af at kunne vise denne smukke ring frem for vores kunder i Bredgade.