Et Grønlandsk Rubineventyr

Af Ulrik Hartmann

 

I foråret 2018 er jeg på indkøbsrejse i Asien på jagt efter ædelsten, og har som sædvanlig medbragt flere artikler om ædelsten. Her læser jeg at Greenland Ruby arbejder på at introducere de første grønlandske rubiner på ædelstensmarkedet. Jeg har interesseret fulgt med i projektet, og ved at de første rubiner aldrig nåede markedet før det tidligere mineselskab ”True North Gems” løb tør for penge. Jeg ved også at det kræver dybe lommer og stor tålmodighed at udvinde ædelsten.

Jeg skriver straks en e-mail til Greenland Ruby fra mit hotelværelse og en spændende dialog tager form.  Næste dag ved morgenbordet fortæller jeg begejstret om mine tanker til min kollega Anne Mette, som er super tændt på projektet. Vi drøfter allerede designs og storytelling.

 Isbjerge i Grønland hvor Grønlandske Rubiner er fundet

Så er vi i gang

I begyndelsen af august måned rejser vi til Bangkok for at se den første tilgængelige produktion af de grønlandske rubiner. Alle de grønlandske rubiner bliver slebet i Bangkok, og vi mødes på Greenland Rubys kontor for at få det første kig på de færdige ædelsten og råmaterialet.

Vi er tre medarbejdere fra HARTMANN’S til stede som alle arbejder med produktion og design. Vi bliver straks stærkt begejstret over de flotte dybrøde og intense farver, som man normalt kun finder i udsøgte rubiner fra Burma. Samtidig er vi dybt benovede over at det er rubiner fra vores eget Kongerige vi står med i hænderne. En stor del af ædelstenene er slebet som cabochoner for at udnytte råmaterialet og fremhæve farven bedst muligt. Cabochoner har man slebet siden 1400-tallet med flotte resultater.

Vi ender med at udvælge 300 carat rubiner i forskellige former og farver. Vi laver samtidig en større bestilling af rubiner i udvalgte slibninger og størrelser til specifikke designs. Designs som vi allerede hjemmefra har designet og medbragt tegninger på. Nu er projektet i gang, og om aftenen er vi alle tre meget euforiske over dagens begivenheder. Vi glæder os til at arbejde med fremstillingsprocessen og der er masser af ideer og entusiasme.

 Smukt slebne Grønlandske Rubiner

Invitation til Aappaluttoq

At opleve ædelsten og diamanter på deres findested – i deres naturlige omgivelser – er for mig meget fascinerende. Det er samtidig en stor drivkraft i mit arbejde med at udvælge, forstå og videreformidle udsøgte diamanter og ædelsten. Jeg vil kende og forstå deres DNA og på tæt hold følge ædelstenes fascinerende rejse – allerede her starter min forelskelse!

Derfor er det naturligt for mig at undersøge muligheden for at besøge rubinminen inden vores samarbejdsaftale underskrives. Der åbner sig en spændende mulighed allerede i slutningen af august måned, blot 3 uger efter vi har udvalgt de flotteste rubiner i Bangkok. Jeg bliver inviteret til Grønland sammen med Gübelin Gemlab fra Schweiz og et tysk filmhold, som skal lave en dokumentar.

Faktisk er det præcis 10 år siden jeg var på Grønland med min bror og mor, og jeg ved der venter mig en spændende rejse med et spektakulært landskab og en fascinerende kultur.

Fotograf Michel van Steinwijk, som er en gammel ven og dygtig fotograf, rejser sammen med mig på denne rubinekspedition, og vi har begge lidt sommerfugle i maven.

Ulrik Hartmann på hans tur i Grønland 2018

Ankomst og hvaler

Vi lander i Nuuk en kold eftermiddag efter to flyrejser. Vi har hjemmefra booket en turbåd, så vi ved vores ankomst kan drage på eventyr og fotografere den fantastiske natur i Nuuk området. Vi skynder os at pakke vores kameraudstyr og drone og iler afsted til havnen. Vi forlader havnen, sejler ud på fjorden, møder de første isbjerge og sejler ned til et imponerende naturligt smeltevands vandfald på flere hundrede meter. På vej tilbage møder vi en flok pukkelhvaler og en af dem slår majestætisk med halen få meter fra vores båd. Så er eventyret skudt i gang.

 Imponerende isbjerge i Grønland

Rejsen til Aappaluttoq

Næste morgen skal vi afsted til rubinminen. Minen ligger cirka 180 km syd for Nuuk i Fiskenæsfjorden. Det forventes at tage 3,5 times sejlads uden afbrydelse. Der er to måder at besøge minen på. Man kan frem til december måned sejle med skib. Fjordene fryser herefter til is frem til maj. Hele vinteren er det derfor kun muligt med helikopter. Begge transportformer er dog kun mulige hvis det er godt vejr. Og i Grønland er vejret meget omskifteligt.

Vi går ombord på båden kl. 8.00 og ser frem til en spændende sejltur. De næste mange timer sejler vi i de smukkeste fjorde og passerer isbjerge, smalle passager og store vidder. Det er fascinerende at sejle i en natur, som er så barsk og rå, men samtidig så smuk og nuanceret med mange forskellige farver på isbjerge og klippeformationer. Jeg er overrasket over, at vi på hele den lange sejltur kun møder en håndfuld grønlandske fangere og fiskere.

Ankomst til minen

Sejlturen har taget længere tid end forventet, og vi ankommer 5 timer senere til byen Aappaluttoq, som også er navnet på minen. Aappaluttoq betyder røde sten på grønlandsk. Vi lægger til ved en interimistisk kaj og bliver hentet af en 4W bus, der fragter os op til Campen nogle kilometer fra vandet. Der er anlagt en meget bumlet grusvej, og først her går det op for os, hvor vanskelige forhold minen opererer under. Alt er opbygget fra bunden, og lige nu er der ikke engang is og sne. Alle materialer skal prammes ind med skib fra Nuuk.

Vi ankommer til Campen, som er en række træbarakker med en stor hovedbygning flankeret af mindre pavilloner til medarbejdere og gæster. Hver medarbejder har eget værelse med bad og fjernsyn. Der er en skøn udsigt ud over bjerge, klippeformationer og søer. Der er en ro og en stilhed, som man ikke finder mange steder i verden. Det er ren balsam for sjælen.

 Ulrik Hartmann ved den grønlandske rubinmine - Aappaluttoq

Hvor er rubinerne?

Om eftermiddagen kører vi nogle kilometer op ad bjerget til selve minen. Det tager 15 minutter og pludselig står vi i openpit minen blandt klippeformationer, som er 3 milliarder år gamle.

Jeg havde forestillet mig, at minen var større. Men minedriften foregår på den måde, at man gradvist springer små områder i en stor drænet sø, for derefter at transportere klippestykkerne til procesanlægget med store trucks. Vi går rundt og ser på den rå klippevæg og kan tydelig se rubinkrystaller, som sidder i baner langs klippeformationen. Det er fascinerende at man kan se så tydelige rubinforekomster i klipperne. Det var faktisk sådan de første grønlandske fangere opdagede at der var rubiner i området. De var på rensdyrjagt på fjeldet og kunne se de røde krystaller i klippefjeldet.

Jeg drøfter rubinforekomsterne med Greenland Rubys geolog og Gübelins gemmolog, og vi får en interessant gemmologisk snak. Der er ved at blive gjort klar til sprængning, og lidt senere bliver vi af sikkerhedsårsager bedt om at forlade området. Sikkerhedsafstanden er en kilometer! Heldigvis har vi fået lov at sætte et Go Pro kamera op, som filmer eksplosionen. Baaaannng siger det. Men i stedet for en betydelig eksplosion, er det en kontrolleret sprængning beregnet til at løsne klippematerialet, da man ellers risikerer at beskadige rubinkrystallerne.

Procesanlægget

Jeg har inden besøget fået fortalt, at procesanlægget, som ligger 1 kilometer fra openpit minen, skulle være et af de nyeste og mest avancererede inden for moderne minedrift. Jeg ved at anlægget er drevet efter de bedste standarder inden for teknologi, arbejdsmiljø og sikkerhed. Men jeg bliver alligevel overrasket over, hvor flotte og ordentlige forhold som hersker i den massive bygning. Her er virkelig check på tingene, og de fleste opgaver løses af specialiserede maskiner, som knuser klipperne og sorterer rubiner fra klippestykker på forskellige transportbånd.

De rubiner, som er undsluppet sorteringsmaskinerne, bliver taget fra med håndkraft af en opmærksom medarbejder. Alle medarbejdere på projektet er indfødte grønlændere, der med stor stolthed og professionalisme engagerer sig dybt i processen.

 Procesanlægget i rubinmine i Grønland

Sorteringsrummet

Når maskinerne har sorteret rubinerne i forskellige størrelse kommer de ind i sorteringsrummet, hvor 5-7 yngre grønlandske kvinder sidder og ”klipper” rubinerne ud af klippearten, så overskydende klippe fjernes. Der spilles høj musik, kvinderne skiftes til at være DJ og stemningen er i top. Der er flere store lysborde, hvor man kan kigge nærmere på rubinerne, og det er først, når der kommer lys på råstenene, at man rigtig kan se de flotte meget forskellige farvenuancer, som findes fra dybrød til lys pink.

Fra Aappaluttoq frembringes der mellem 20 og 30 kilo rubinmateriale fra minen om ugen.

 Grønlandsk Rubin fra Aappaluttoq minen

Engagerede medarbejdere

Vi får heldigvis også tid til at udforske området og køre lidt rundt på egen hånd. På scenariske gåture langs rislende bække får vi rig mulighed for at nærstudere naturen med frække sneræve, som lusker rundt i baggrunden.

Jeg tilbringer to dage i rubinminen, og får rig lejlighed til at tale med en masse søde og engagerede medarbejdere og høre historier og anekdoter. Vi synes det er lidt koldt mens vi er der, netop som den første sne er faldet i slutningen af august måned. Kokken, som tidligere arbejdede på projektet, beretter, at det er koldt om vinteren med ned til minus 30 grader og blæst. Og så kan han huske inden Campen blev opført - da de lå i telt om vinteren og soveposen frøs fast til teltet. Dét var en kold fornøjelse!

Jeg får den sidste aften lov at holde et kort indlæg for alle medarbejderne omkring vores planer for at introducere rubinerne på de Skandinaviske markeder, og jeg fortæller lidt om vores tanker, storytelling og designs. Jeg fortæller også om min tur til deres kontor i Bangkok og om, hvordan jeg via ”The Pink Polar Bear Fundation” ønsker at støtte op om projektet med at give tilbage og støtte klimaforandringer i det arktiske område. Det er spændende at have direkte kontakt med de dygtige minearbejdere, som frembringer de flotte grønlandske rubiner og med glæde deler deres begejstring med besøgende og hinanden.

 Grønlandsk rubin

Pink Polar Bear Fundation

Greenland Ruby har fra starten ønsket at skabe et mineprojekt med mening.

”The Pink Polar Bear Foundation” er en nyetableret fond og et initiativ fra Greenland Ruby til at støtte international polarforskning i alle discipliner, især beskyttelse af grønlandske indbyggere (dyr og mennesker), der er ramt af klimaændringer og ledsagende kulturelle forandringer.

Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det er det ikke.  Aappaluttoq minen, drives med en fyldestgørende CSR fokuseret produktion. ’Responsible mining’ er således øverst på dagsorden hos Greenland Ruby. Minen drives efter de strengeste miljø- og arbejdsvilkår der findes i verden og Greenland Ruby ønsker at inspirere til øget fokus på disse forhold.

Hartmann´s har fra starten valgt at tage aktiv del i projektet og den nyetablerede fond. Det er derfor med stolthed at jeg overdrager en check på kr. 50.000,- som medstifter af fonden til Hayley Henning som Vice President for sales og marketing og de grønlandske minearbejdere, som en hensigtserklæring på vores engagement. Jeg fortæller også, at Hartmann´s donerer 0,5% af salgsprisen på alle solgte rubinsmykker tilbage til ”The Pink Polar Bear Foundation”.

 Hartmann's donerer kr. 50.000,- til The Pink Polar Bear Foundation

Afgang med helikopter

Nu var tiden kommet til at vi skulle tilbage til Nuuk. Denne gang var vi så heldige, at der var bestilt en helikopter til at hente os, hvis vejret vel og mærke ville tillade det. Aftenen før var det meget skyet, og vi kunne ikke med sikkerhed regne med at det var flyvevejr.

Heldigvis var det klaret op næste formiddag og efter at have afleveret vores personlige ejendele til gennemsyn og kontrol hos sikkerhedsafdelingen, var vi klar til at flyve retur. En helikoptertur som burde tage en times tid.

En Bell 212 helikopter lander i campen og flyver os retur med fire forseglede kasser rubiner fra de sidste ugers produktion af grønlandske rubiner.

Vi flyver hjem over det samme spektakulære naturområde, som vi sejlede igennem tidligere på ugen, men nu set fra luften. Det giver en helt anden dimension, og åbner mulighed for at se langt omkring og fornemme hvor isoleret og hvor tilfældigt det er, at der lige netop er fundet rubiner her i Vestgrønland.

Jeg nyder den sidste time i helikopteren og vælger ikke at fotografere. Sidder i stedet fordybet og kigger ud over vidderne og suger den sidste storslåede natur til mig. Tænk, at være en del af et ambitiøst mineprojekt i vores eget kongerige, og på nærmeste hold opleve imponerende og barske omgivelser, dedikerede og professionelle minearbejder, og tænk, at vi nu har vores egen sjældne ædelsten fra Kongeriget Danmark, og at er den ovenikøbet rød!

 Ulrik Hartmann på besøg i Grønland for at se Aappaluttoq minen med de Grønlandske Rubiner

En særlig tak til direktør Peter Madsen (Greenland Ruby Nuuk) for stor gæstfrihed og kæmpe hjælp under hele opholdet i Aappaluttoq. En stor tak til Hayley Henning (VP sales and marketing), Magnus Kibsgaard (CEO) og alle medarbejdere hos Greenland Ruby for en fantastisk oplevelse, som jeg vil kigge tilbage på i meget lang tid.

 

Åbningstider

Se åbningstider
  • Mandag 10.00-17.30
  • Tirsdag 11.00-17.30
  • Onsdag 10.00-17.30
  • Tors-fredag 10.00-17.30
  • Lørdag 10.00-14.00

Bliv kontaktet

Kom ind i butikken og få ekspertrådgivning af en af vores medarbejdere.

Ønsker du at blive kontaktet af en salgsmedarbejder udfyld da venligst nedenstående.

.